Vi er stolte over at kunne præsentere den nye hjemmesiden i samarbejde med firmaet Abtion. Det medfører en række ændringer i klubben, som får betydning for dig som medlem. Vi har udsendt mails til samtlige medlemmer, men hvis I ikke har fået den læst, kan I nå det endnu her.

Den nye hjemmeside gør det nemmere og ‘federe’ for dig at være medlem, den gør det nemmere for nye medlemmer, og så letter den også de administrative opgaver i klubben betydeligt.

Nye medlemskaber
Du skal oprette dig som medlem i KSK igen. Når du har gjort det, refunderer klubben dit tilgodehavende, men kun hvis du har et halvårligt kontingent, jf. infomail udsendt d. 3. februar 2018. Vi har ryddet op i typerne af medlemsskaber, og det nye er at betaling sker på månedsbasis – automatisk via det betalingskort, du tilmelder dig med. Se mere om dine muligheder her.

Nyt bookingsystem
Den nye hjemmeside indeholder et nyt og forbedret bookingsystem. Principperne er dog de samme som tidligere. Silver- og juniormedlemmer kan ikke booke på hverdage mellem 16-22. De væsentligste ændringer er, at alle bookinger i udgangspunktet bliver registreret som en kamp. I vælger efterfølgende selv, om I vil angive resultatet af kampen, som så tæller med på klubranglisten og/eller Glory Cup (som er den nye Isbjørn-turnering). Det betyder også, at alle kampe i udgangspunktet er udfordringskampe, men mindre I aftaler andet, før I spiller.

Som noget nyt skal der betales for alle gæstekampe ved booking – og pengene refunderes ikke, hvis du annullerer gæstebookingen.

Adgang til klubben
Tidligere havde alle medlemmer et adgangskort og en pinkode, som gav adgang til klubben. Det bliver ændret og erstattet med en kodelås. Koden til døren bliver udskiftet den 1. i hver måned. Du kan se den gældende kode øverst på forsiden, når du logger ind, hvis du har et aktivt (betalt) medlemsskab.

Isbjørnen bliver til Glory Cup
Den tidligere puljeturnering ‘Isbjørnen’ udgår og bliver erstattet af Glory Cup – som er for Diamond- og Gold-medlemmer. Når du melder dig til, modtager du hver tredje uge en mail med navnet på en spiller, som du har tre uger til at spille en kamp mod. I mailen står der, hvem der skal booke kampen – det er af hensyn til, at der tildeles en ekstra, gratis booking til at få afviklet kampen. Glory Cup kører gennem hele sæsonen. Point bliver tildelt som tidligere (fx 7 point for en 3-0 sejr, 2 for et 0-3 nederlag), når I angiver resultatet som en Glory Cup-kamp. Points bliver samlet sammen på Glory Cup-ranglisten. Glory Cup-kampe tæller også på kllubranglisten.

KSK-shoppen
Som noget nyt kan du købe produkter på KSK’s hjemmeside – i “KSK-shoppen”. Det kan fx være holdtøj, udstyr, privat træning, billetter til fester, osv. Det gør det nemme både for dig som medlem og for klubben. Se mulighederne her. Ved launch af hjemmesiden mangler vi stadig at få produkter i KSK-shoppen. Men shoppen vil blive opdateret løbende, når vi får et styr på hvilke produkter vi vil tilbyde vores medlemmer.

Hvis du har spørgsmål til den nye hjemmesiden, er du velkommen til at kontakte os på info@cphsquash.dk