Tak til den fysiske rangliste – Nu overgår vi til ranglisten på CPHsquash.dk

Selvom den fysiske rangliste har været et fast holdepunkt for mange i klubben i de sidste mange måneder, så er vi nu nået til det punkt, hvor vi igen skal overgå til den virtuelle rangliste her på hjemmesiden. Dette skyldes dels at der ikke er plads til alle medlemmer på den fysiske rangliste i klubben og at hjemmesidens rangliste nu kører solidt. Det er derfor vigtigt at man fremadrettet indtaster samtlige resultater fra kampe her på CPHsquash, så de indgår i den rette placering på ranglisten. 

 

Der arbejdes på at opdatere hjemmesiden yderligere, så følgende bliver muligt:

Begge spillere på en booking kan indtaste resultat efter kampen. På den måde kan vi omgå at klubmesteren ikke indtaster sit nederlag, hvis nu han/hun bookede.

Man kan indtaste et resultat af en udfordringskamp som ikke var booket på hjemmesiden.

 

Ranglisten (bestemt ental)

Fremadrettet vil der i klubben altså kun være én gældende rangliste – og dette er CPHsquash.dk-listen. Den klubrangliste som vi melder ind til Dansk Squash Forbund vil blive opdateret ud fra denne. Drømmer man om at blive højere seedet i holdkampe fremadrettet eller kravle lidt op af stigen, så er det nødvendigt at indtaste resultater fra kampene på hjemmesiden, så lad os komme i gang med den gode vane. Husk hinanden på, at indtaste resultatet på cphsquash med det samme, lige efter kampen.

Go’ squash!