Åben sidemenu

×

KSK er en squashklub både for eliten og bredden. Det betyder, at der er plads til dig, der aldrig har spillet med en dobbelt gul bold før, eller har hørt om den legendariske kamp mellem Flænseren og Hulken. Samtidig er der plads til dig der har anskaffet dig de nyeste Salming sko og bare venter på muligheden for at udfordre nr. 1 på ranglisten. Sagt med andre ord, er alle niveauer i KSK mere end velkomne.

For begyndere er det muligt at deltage i et begyndertræf. Her kan man møde ligesindede og få en introduktion til spillet. En anden god indgangsvinkel til at møde nye spillere er at deltage i vores Glory Cup, hvor systemet automatisk matcher dig med en modstander i systemet. Herefter kan du selv arrangere en kamp.

KSK tilbyder junior-, herre- og dametræning for alle niveauer. Vores rutinerede trænere giver dig fif og tips til forbedring af dit spil indenfor fx slagteknik, bevægelse og taktik. Hver anden fredag i sæsonen er der “Fredagssquash”, hvor alle kan melde sig til og spille mod andre end den sædvanlige makker, som man bare altid taber til.

Hvis du godt kan lide at socialisere over en squash, øl eller mojito, er der skam også mulighed for det. I KSK har vi en god tradition for høj stemning under sommerfesten, julefrokosten og sæsonafslutningen, der afholdes i forbindelse med klubmesterskaberne.

Kontakt KSK

Har du spørgsmål vedrørende klubben, medlemsskab eller andet er du velkommen til at skrive en mail til klubben på info@cphsquash.dk. Vi forsøger at svare alle henvendelser hurtigst muligt, men det kan nogle gange tage et par dage, da mailen bliver drevet af frivillige kræfter.